header

Knud Højrup, mit liv med korsang

Billedet herover viser Gregersen kvartetten der underholder ved Studenter-Sangforeningens Rusgilde den 3. december 1994 i Københavns Universitets Solemnitetssal. Nummerene hed Let Me Call You Sweetheart og Tre Skåler. Vores normale 2. bas var fraværende, så vi fik hjælp af foreningens vicedirigent Michael Møller Christensen.

Mit liv med korsang startede da jeg begyndte i 1.G på Frederiksborg Statsskole. Det var i 1959 og musik- og sanglæreren opfordrede mig til at synge i gymnasiets elevkor. Det var et blandet kor og da min egen klasse var en ren drengeklasse har jeg måske tænkt at der i koret ville være bedre muligheder for at komme i kontakt med piger.

Jeg har været medlem af tre mandskor samt enkelte andre ensembler. Mandskorene er: Glostrup Sangforening af 1883 (1983 - 1990), Studenter-Sangforeningen af 1843 (1991 - nu) samt Sindal Mandskor (1999 - 2012). De øvrige ensembler er Frederiksværk kirkes udvidede drengekor (1961) samt et lille blandet kor ved navn k'Orion (1988 - 1989) med tilhørsforhold til Østervang kirken i Glostrup hvor korets dirigent Gerner Böwig var ansat som organist.

Klik på ovenstående links for at læse om de forskellige kor-ensembler jeg har været aktiv i, men først en beskrivelse af nogle af de mange fantastiske oplevelser jeg har haft med korsang:


Sublime oplevelser med korsang

. . . med Glostrup Sangforening af 1883

Tempelkirken i Helsingfors, 1986
I sommeren 1986 var Glostrup Sangforening på tur med damer til Kotka i Finland for at deltage i en sangfestival med temaet sømandssange. Busturen bragte os igennem Helsingfors hvor vi havde fået tilladelse til at synge i Tempelkirken berømmet for sin fantastiske akustik, som skyldtes at kirkerummet er sprængt ud af toppen af en granitklippe, og alle væggene står i den rå granit. Vi fik bekræftet at akustikken var imponerende.

Præstø havn, 1987
Foreningens skovtur i august 1987 afsluttedes med middag i pakhusets restaurant på Præstø havn. Sent på aftenen efter middagen på vej til bussen stillede koret op på kajkanten og sang barcarolen Natten er så stille, der var havblik med stjerner og måneskin. Da sidste tone klingede ud var der dyb stilhed i nogle sekunder indtil vi hørte klapsalver ude fra havneområdet. Der var åbenbart mange der havde siddet i skibene og nydt vores godnatsang i den lune sommernat.

. . . med Studenter-Sangforeningen

N S S S 1993 i Trondheim, Norge
I foråret 1993 deltog vi i NSSS (Nordisk Studenter Sanger Stævne, eller Nordic Student Singers Summit) i Trondheim med fælles koncert i Nidaros-domen. Efter stævnet fløj vi til Oslo og sejlede med DFDS til København. Efter en hyggelig fælles middag fordeltes vi på de forskellige barer på færgen. Da alle barer var lukket havde nogle stykker af os ikke fået sunget færdigt og fandt et sted med god akustik på et af kahytsdækkene, hvor vi kunne synge nogle af vores stille stemningsfulde sange. Efterhånden samledes små grupper af passagerer på vej til kahytterne. De standsede lyttende op og da vi inderligt sang Till Österland begyndte øjnene at løbe i vand hos især de kvindelige tilhørere, og det føltes rigtigt godt i et sangerhjerte.

Bruxelles / NATO 1995
I foråret 1995 var vi på tur til Bruxelles og Luxembourg hvor vi bl. a. sang for NATO's danske medarbejdere samt deres inviterede venner. At opleve disse officerers øjne løbe i vand da vi sang I Danmark er jeg født gjorde det svært at holde tonerne rene. På busturen hjemad holdt vi pause på rastepladsen Münsterland Ost og koret sang Gubben är gammel samt min yndlingssang Majsang fordi det var den 7. maj og derfor min 52 års fødselsdag, sådan noget varmer dybt inde.

N S S S 1996 i København
Under afslutningsfesten ved NSSS 93 i Trondheim havde vores formand Niels J. Holm spontant meddelt deltagerne at næste NSSS skulle foregå i København i 1996, samme år som vores hovedstad skulle være Kulturby.

Hovedbegivenheden ved dette sangerstævne var en koncert i Brøndbyhallen hvor jeg stod på scenen sammen med 1399 andre sangere, et mindre symfoniorkester (foran scenen) og tre professionelle operasangere. Vi opførte Carl Orff's Carmina Burana under ledelse af dirigenten Tamás Vetö. Hendes Majestæt Dronningen og Prinsgemalen var æresgæster, det var en helt overvældende oplevelse. Læs koncertprogram og anmeldelser i venstre kolonne.

N S S S 1999 i Tallin, Estland
Under NSSS 96 i København var jeg guide for koret Florakören vid Åbo Akademi som kom fra Turku / Åbo i Finland. Jeg var altså guide for en flok unge sangglade kvindelige studerende, med ansvar for sikker guidning imellem deres overnatningssted og deres mange koncertsteder i byen. Da begge kor deltog sammen med mange andre kor i NSSS 1999 i Tallin i Estland opstod der en for mig ganske uventet situation.

Under indtogsmarchen til Tallins rådhusplads bevægede korene sig i slangeform ind over pladsen for at ende med en opstillig hvor alle kunne se op på rådhusets facade hvorfra der skulle holdes taler. Hver gang Studenter-Sangforeningens deltagere i slangebugtningerne passerede Florakörens deltagere var der smilende unge flörister der vinkede til os og nogle råbte endda Hej Knut når de fik øje på mig, der var åbenbart deltagere der havde været i København i 1996 og kunne huske deres guide. Behøver jeg at skrive at det gav nogle anerkendende blikke fra mine unge mandlige sangerkolleger.

N S S S 2017 i Oulu, Finland
I begyndelsen af det tredie årtusinde havde sangforeningen deltaget i et Nordisk Studenter Sanger Stævne kun med yngre aktive sangere. Efter hjemkomsten erklærede deltagerne at det var meget sjovere at deltage når De Gamle Sangere var med, så i 2017 fik jeg mulighed for at komme med til NSSS i Oulu, Finland. Jeg havde en fantastisk oplevelse i Ouluhalli med Megakor og efterfølgende festmiddag.

Ved midnat skiftede datoen til den 7. maj og dermed var det min 79. fødselsdag. Da støjniveauet i hallen var ekstremt højt, samledes koret udenfor på rygeområdet og sang både Gubben är gammal og Majsang for mig, kan man ønske sig en bedre fødselsdagsgave?. Jeg kvitterede med at invitere koret på øl når vi ankom til Helsinki Airport. Så efter ankomst i lufthavnen samledes vi i den Irske Pub, jeg gav øl og der blev igen sunget for mig til stor glæde for os selv og Pubbens øvrige gæster.

. . . med Sindal Mandskor

Pinsetur med Asker Mannskor 2006
Sindal Mandskor havde i mange år et Norsk venskabskor Asker Mannskor, som man jævnligt med få års mellemrum mødtes med i Pinsen. Hver anden gang i Asker der er en forstad til Oslo og hver anden gang i Sindal.

I foråret 2006 fik vi (Sindal Mandskor) en invitation til at deltage i deres Pinseudflugt som skulle gå til Sognefjord, Fjærland og Skei. Det var ikke helt billigt efter danske forhold så vi var kun fem sangere med partnere fra Sindal Mandskor der sagde ja tak til tilbuddet. Her er den oprindelige turbeskrivelse i tre billeder: 1. , 2. , 3. . Vi fik alle nogle fantastiske oplevelser.


Kor jeg har været aktiv i:

Frederiksværk kirkes udvidede drengekor

I foråret 1961 da jeg gik i 2.G på Frederiksborg Statsskole i Hillerød og var aktiv i skolens blandede kor, blev der spurgt om jeg ville synge i Frederiksværk kirkes drengekor, som man ville udvide med mandsstemmer i forbindelse med en festgudstjeneste i anledning af kirkens 50 års jubilæum den 21. maj 1961.

Jeg har ingen anelse om hvorfor man spurgte mig, men det blev til tre voksne sangere, doktor Schou i Kirkegade var alene på tenor stemmen og en ung mand der hed Poul? Oehlenschläger og jeg selv sang bas stemmen.

Kort tid før selve koncerten havde vi en generalprøve i Fr-værk kirke som blev optaget således at der kunne produceres en 45 EP plade med koncertens tre numre. Så vidt jeg husker fik hver af sangerne et eksemplar af pladen, jeg har min endnu. Klik på billedet herunder og se forsiden i naturlig størrelse.


Fr-værk kirkes udvidede drengekor
45 EP plade fra Fr-værk kirkes 50 års jubilæum den 21. maj 1961.

Klik på den lille trekant i audio kontrollen herunder ud for det værk man ønsker at høre:

Frederiksværk kirke den 21. maj 1961 Klik på start (trekant) for at høre:
Side 1:
  2:40
 1. Th. Laub: Halleluja på festdage 
  1:46 2. Th. Laub: Introitus
Side 2:
  3:29
 G. F. Händel: Judas Maccabæus
 Sejrherren pris med sang


Efter denne oplevelse fortsatte jeg med at synge i gymnasiets kor, men det sluttede jo efter studentereksamen i sommeren 1962.

Da jeg i august samme år blev immatrikuleret på Københavns Universitet bemærkede jeg desværre ikke at Studentersangerne sang under ceremonien i festsalen. Og ved aktiviteterne efter immatrikulationen var der mængder af politiske foreninger der forsøgte at hverve medlemmer blandt de nye studerende, og der fik jeg desværre heller ikke øje på mandskoret.

Jeg har altid været glad for at synge og har nydt det når det var muligt f. eks. i kirker og til firma- og familie-festligheder, men der gik faktisk 22 år hvor jeg slet ikke tænkte på korsang men havde fokus på at forsørge en familie og opfostre to sønner.


Glostrup Sangforening af 1883 (Hjemmeside)

Året 1985 var planlagt til at være mit sabbat-år og en dag så jeg et opslag i Glostrup Centret om et lokalt mandskor der efterlyste nye sangere. Det lød så interessant at jeg blev indmeldt i foreningen den 1. oktober samme år.

Koret havde da ca. 40 aktive medlemmer, voksne mænd på min egen alder plus minus 15 år, så jeg følte mig i godt selskab. Korets dirigent, Gerner Bøwig var organist ved den lokale Østervangkirke og havde tidligere været vice-dirigent for Studenter-Sangforeningen.

Her er et foto af de fleste medlemmer ca. et år efter min optagelse, hold musen over et ansigt og se personens navn:

Glostrup Sangforening i 1986
Glostrup Sangforening af 1883 den 17. april 1986.

Fraværende aktive medlemmer ved fotograferingen den 17. april 1986:
Bob Scheel-Whitte, Chris Margon, Gunnar Sørensen, Mogens Christoffersen, Mogens Diekelmann, Poul Andersen og Walter Sperber.

Mandskoret havde igennem deres godt 100-årige liv opbygget faste årlige aktiviteter som stiftelsesfester i det tidlige forår, hvor vi mødtes til en festlig middag med vore partnere. Desuden var der hvert år i december måned et antal julekoncerter på de lokale plejehjem i Glostrup, det var dengang beboere på plejehjem var mobile og kunne samles i spisesalen og nyde kaffe og julebag medens vi sang de kendte julesange.

I sommeren 1986 rejste koret til Kotka i Finland hvor vi skulle deltage i en festival med temaet Sømandssange. På vejen havde vi fået arrangeret en koncert i den berømte Tempelkirke, hvor vi selv og vore partnere havde en sublim oplevelse, som der desværre ikke var ret mange øvrige tilhørere til.

Året efter var vi på en skovtur til sydsjælland som sluttede med en festmiddag på havnen i Præstø. Efter middagen havde vi igen en sublim oplevelse oplevelse med en spontan koncert på molekanten.

I juni 1989 havde vi en sanger udflugt til Agersø med koncert i øens kirke. Der viste vi vort nye koncert-dress, som var blevet udvalgt af en lille kreds af sanger-fruer med undertegnede som koordinator, se foto i venstre kolonne.

Jeg meldte mig ud af Glostrup Sangforening i september 1990 efter et stykke tid med uenighed mellem dirigenten og korets formand / bestyrelse. Kort efter søgte jeg om at blive optaget i Studenter-Sangforeningen, men desværre var det for sent at komme med i 1990 rus-koret, så jeg måtte vente med at blive optaget til sommeren 1991.


Studenter-Sangforeningen af 1839 (Hjemmeside)

Hold musen over et ansigt og se personens navn:

Studenter-Sangforeningen den 23/11 1995
Studenter-Sangforeningen, koncert i Nationalmuseets festsal den 23. nov. 1995.

Ved denne koncert underholdt Gregersen kvartetten også:

Studenter-Sangforeningen den 23/11 1995
Gregersen kvartetten, ved koncerten i Nationalmuseets festsal den 23. nov. 1995.

Hold musen over et ansigt og se personens navn:

Studenter-Sangforeningen den 26. maj 1958
Studenter-Sangforeningen, koncert i Zahle Seminariums festsal den 26. maj 1998.

Jubilæumskoncert i Christianskirken, vi fejrer også 150 års samarbejde med Københavns Universitet.

Studenter-Sangforeningen den 18/11 2019
Koncert i Christianskirken, 150 år med Københavns Universitet den 18. nov. 2019.

Klik her for at se tilskuerne. (Kirsten og jeg sidder under den højre lysekrone)


Sindal Mandskor (af 1959)

Efter i juli 1999 at være flyttet til landsbyen Astrup i Sindal kommune midt i Vendsyssel ledte jeg efter et lokalt mandskor at synge sammen med. Det viste sig at nabobyen Sindal havde et mandskor der lige havde fejret sit 40 års jubilæum så allerede den 1. september 1999 blev jeg meldt ind i Sindal Mandskor.

Det viste sig at medlemskab af et lokalt mandskor var en fortræffelig metode for en indvandrende Københavner som mig til at blive assimileret med lokalbefolkningen og lære de lokale skikke og sproget at kende. Sangen binder os sammen.

Fotoet herunder viser Sindal Mandskors medlemmer og dirigent ved 50 års jubilæet den 5. januar 2009. Hold musen over et ansigt og se personens navn:

Sindal Mandskor den 5. januar 2009
Sindal Mandskor ved 50 års jubilæet den 5. januar 2009.